Kære forlag

I finder på mange spændende ting, men for mig virker det som om, I for tiden kaster alle (eller de fleste) af jeres penge efter i-bøger. Men jeg har altså et andet ønske: At I laver fysiske materialer. Sådan nogen vi kan bruge i undervisningen. Sådan til at lave elevaktiverende og opmærksomheden-fra-facebook-og-lignende undervisning. Jeg bruger selv (alt for) meget tid ved kopi- og lamineringsmaskinen, hvor jeg formaterer fx opgaver og beviser fra jeres fine i-bøger (som vi skal har købt licens til), fordi jeg i mange tilfælde vil have at eleverne løser opgaverne “ved håndkraft”. Og så snart de har computeren inden for rækkevidde, så er det stort set umiligt at få dem til at skrive på et stykke papir. Så jeg hiver dem lidt væk. Og så har jeg brug for at have materialet i hånden. Gerne lamineret, så eleverne ikke kan skrive på dem – for så kan jeg bruge dem igen.

Så er I ikke søde at brainstorme lidt med overskriften “fysiske materialer”. Ikke bøger, men opgavekort, beviskort, bevispuslespil (matematik), en graf og tilhørende diskussionsspørgsmål (idræt) … Kun fantasien sætter grænser, men I er velkommen til at skimme min blog igennem for gode ideer. Det er helt gratis – altså bortset fra den arbejdstid, I bruger på det 🙂

Jeg glæder mig til at høre mere fra jer
Kærlig hilsen
Sidsel
Hvad synes du om indlægget?