Den anden dag linkede min kollega Anja til en sjove side med misforståede vendinger. Det er på sproget.dk, hvor undersiden Smid en smutter findes.

Her er der samlet en række fantastiske vendinger som fx Han måtte gå for luderkoldt vand og En stakkels frist, de korrekte forklaringer samt forklaringen til udtrykket.

Jeg tænker, at de er oplagte til AP (eller dansk), som en gruppeøvelse, hvor man printer de falske citater ud på kort og så skal eleverne med en god gammeldags (fysisk) ordbog kombineret med deres egen viden finde den korrekte version og forklare den -(hvis de må bruge computer er det jo nemt for dem at finde forklaringen på sproget.dk). I matrixgrupper kan de så forklare hinandens udtryk.

Jeg har lavet en printvenlig version af både de forkerte vendinger, de korrekte og forklaringerne (i et lærervenligt layout naturligvis), men af hensyn til ophavsret tør jeg ikke lægge dem ud her. Send mig en mail, hvis du gerne vil have dem.

Hvorfor f***** har hun brugt tid på at lave en øvelse til AP? tænker du nok. Ja, jeg tænker at kortene også kan bruges som en selskabsleg under private former 🙂

Hvad synes du om indlægget?