Det der med at få styr på at finde tangentligning kan godt volde problemer for mine elever. Og det er mest noget med at lure fremgangsmåden. Derfor har jeg forsøgt at give eleverne roller i de første opgaver og derefter udstyret dem med et noteark med opskriften.

Tangentligning med roller: Grupperne arbejder stående ved whiteboards (efter principperne i Det Tænkende Klasserum, som jeg snarest kommer med et lidt længere indlæg om) i grupper á 3 personer. Eleverne får hver en tusch i tre forskellige farver (her sort, blå og grøn). Rollerne er nu:

  • Sort: Skriver opgaven op på tavlen og identificerer x₀
  • Blå beregner f(x₀)
  • Grøn bestemmer f'(x) og f'(x₀)
  • Sort skriver tangentligningen, indsætter resultaterne fra blå og grøn og reducerer
  • Derefter byttes farver til næste opgave

Når alle grupperne har regnet mindst 3 opgaver (så alle har været gennem alle opgaver), får de udleveret dette noteark, som de udfylder med en af opgaverne fra deres whiteboard.

Herefter kan man sætte eleverne til at regne opgaver individuelt med hjælp fra deres noteark.

Du kan i øvrigt hente masser af tangentligningsopgaver (med facitliste) på Erik Knudsens opgaveside (opgavetype 7.8-7.11).

Hvad synes du om indlægget?