Jeg opdagede noget foruroligende, da mine elever i sidste uge var til eksamen. De googler alt for meget. Det vidste jeg selvfølgelig godt, men jeg var ikke klar over, i hvor stor grad, de bruger det i matematik. Det år galt fordi de havner på websites, der ikke er målrettet dem. Og især sider, der ikke er målrettet netop den matematikundervisning, de har fået af mig. Googler man normalfordeling, så får man mange resultater, men de fleste er langt mere omfangsrige end den smule, de har lært i undervisningen. Og den svage elev opdager det ikke, men tror bare, der er meget mere han/hun ikke har styr på. Ak! Så derfor lyder min regel nummer 1 til mundtlig eksamen nu:
Regel nummer 1: Du må kun bruge tavlenoter og bogen. Du må altså IKKE bruge google til at finde mere viden om emnet. Du må til nøds bruge videoer fra frividen.dk, som din lærer har godkendt. Men INTET andet. Ikke studieportalen, ikke studienet, ikke wikipedia, ikke noget internet!
Det andet jeg opdagede var, at eleverne skriver fælles noter til eksamensspørgsmålene (som de kalder synopser – AT-bivirkninger?). Det er min opfattelse, at det ikke fungerer særlig godt. Mest fordi de mest dovne bare kopierer den flittige læsegruppes noter og så regner med, at det går fint. Det gør det sjældent. For dem, der selv har lavet noterne og dem, der har øvet sig ud fra dem, går det som regel fint. Men det går endnu bedre for dem, der har skrevet dem selv – i hånden altså. Måske har de bare renskrevet computer-noterne, men dem, der kommer med håndskrevne noter, der er lidt mere end tre stikord, men mindre end et kompendium, klarer sig godt. Det fører mig til regel nummer 2, 3, 4 og 5:
Regel nummer 2: Du skal øve dig. Meget. Mere end nu tror. Og nok mere end du gør i andre fag. Lav en plan. Og hold dig til den. Ikke noget med “lige en times netflix” eller “bare en halv time på facebook”. Det er en god ide at lave en lille læsegruppe, så I kan fremlægge for hinanden. Lån en tavle på skolen – tavletræning er en meget stor hjælp.
Regel nummer 3: Start med at lave en disposition til spørgsmålet – måske i fællesskab med andre. Men husk at dispositionen afhænger af niveau, så den vil langt fra være ens for alle. 
Lav derefter en udførlig beskrivelse af dispositionens punkter (den kan også være i fællesskab med andre).
Tynd ud i den udførlige beskrivelse, så der kun står det mest nødvendige (max to A4-sider). Disse bliver dine noter til eksamen, så det er vigtigt, at du selv har skrevet dem (gerne i hånden).
Regel nummer 4: Øv dig. Ved en tavle. 
Regel nummer 5: Øv dig. Ved en tavle.  

Regel nummer 6: Øv dig indtil dine noter er overflødige og du kan nøjes med din disposition (tak for tippet, Mikkel). 

Det er nok lidt af en overdrivelse at kalde det regler, men “gode råd” tager eleverne ikke helt så alvorligt som “regler”. Men næste år lærer jeg mine elever disse regler. Og forventer fremragende eksamensresultater…
Hvad synes du om indlægget?