Op til den skriftlig eksamen i matematik reklamerede den frivillige organisation Matematikcenter for matematik-caféer i landets fire største byer. Her kunne man møde op og få hjælp til at træne til den skriftlige matematikeksamen. Jeg skulle lige til at sende reklamen videre på min skoles facebook-side, da det slog mig, at vi da selv skulle lave en sådan café. Som sagt, så gjort. Jeg fik grønt lys fra ledelsen, spredte rygtet blandt mine matematikkolleger med eksamenshold og oprettede en begivenhed på Facebook. Jeg reklamerede to gange for begivenheden på skolens facebook-side og fortalte mit eget hold om det i timen.

Begivenheden fik hurtigt mange deltagere og eleverne inviterede deres klassekammerater. I alt nåede begivenheden ud til mere end 6.000 (!) Facebook-brugere.
begivenhedens side på facebook postede jeg dagligt op til eksamen en opgave uden hjælpemidler (B-niveau) og senere på dagen en løsning. Disse opslag blev set af mange – og i løbet af ret kort tid.

Da vi nåede dagen, var der 82 tilmeldte (heraf var 3 lærere) og tallet passer vist meget godt – jeg talte selv meget løseligt til mere end 70 elever.

Jeg havde printet en masse gamle eksamenssæt – også det, der blev brugt til den første skriftlige eksamen (der er to datoer i matematik og alle vores elever skulle op på den sidste dato). Eleverne tog selv opgaver og løste dem på livet løs. Mine kolleger og jeg gik rundt og hjalp dem, der spurgte om hjælp. Det overraskende for mig var, at mange havde forberedt spørgsmål hjemmefra – fordi de allerede havde løst en masse opgaver inden. De opgaver, som de havde haft problemer med derhjemme, spurgte de så om fra starten.

Det var et rigtig godt arrangement, som jeg er helt sikker på, at vi vil lave igen næste år. Hermed er ideen givet videre 🙂

Hvad synes du om indlægget?