Det her indlæg er et rent Kinder-æg med 3 overraskelser: Sway, vektorer og andengradsligninger.

Jeg er kommet i gang med vektorer med min 1g (A-niveau) og det er første gang jeg gennemgår emnet i 1g. Og så var det jeg huskede, at opgaverne af typen Bestem t så (vektorerne) a og b er ortogonale/parallelle en gang imellem ender ud i en andengradsligning. Så jeg har nu besluttet at introducere mine elever for løsning af andengradsligninger her midt i vektor-forløbet, så de straks kan se et eksempel på, hvor man har brug for at løse andengradsligninger.

Derfor har jeg brug for en masse opgaver af den type og jeg tænkte, at det burde kunne laves i GeoGebra hvor der genereres nye opgaver med et klik. Jeg forsøgte mig, men gik i stå og efterlyste derefter hjælp i Facebook-gruppen GeoGebra – dansk gruppe [mest for gymnasielærere]. Og mindre end en time senere havde Stefan Blomme Holm fra Ikast-Brande Gymnasium løst problemet for mig og lavet det ønskede dokument med ortogonale vektorer. Jeg rettede lidt i det og lavede en version med parallelle vektorer og en med både ortogonale og parallelle vektorer. Du kan se link til de tre versioner herunder:

Derfor blev planen, at mine elever skulle arbejde selvstændigt med både andengradsligningen og opgaverne med vektorer. Til det formål har jeg lavet en Sway som er en slags webbaseret powerpoint – men relativt simpel, så man ikke spilder tid på at justere layout, animationer, … Hvis du er nysgerrig på Sway, så kan du lære mere i Microsofts (danske) instruktionsvideoer.

Mine elever har arbejdet selvstændigt (dog i grupper) i starten af forløbet om vektorer, og det vil jeg gerne fortsætte med for det er emnet fint egnet til, og jeg har også brugt Sway til de første moduler, så det er ikke første gang, mine elever ser en Sway. De første var med små tekst-bidder fra den bog vi bruger og med opgaver undervejs.

I Sway’en om andengradsligninger har jeg lagt tekstforklaring af andengradsligning, opgaver som indlejrede GeoGebra-filer og en videoforklaring med hver opgavetype. Alt sammen i kronologisk rækkefølge som en slide-præsentation. Jeg har oprindeligt forsøgt at styre tiden ved at sætte max på antal opgaver, men jeg ændrede det til max tid i stedet, så grupperne ikke bliver alt for spredt rent tidsmæssigt.

Eleverne arbejdede i 3-mands-grupper med én computer pr. gruppe og alle med papir og blyant til at løse opgaver undervejs. Det har virket godt, eleverne har taget det i deres eget tempo uden at det har givet store udsving i hvornår de blev færdige. Men til næste gang skal jeg have fundet på noget til de hurtigste – og om det skal lægges i enden af Sway’en eller præsenteres på en anden måde.

Du kan se min Sway herunder eller via dette link.

Hvad synes du om indlægget?