Jeg bruger ret lang tid på at skrive mails for tiden. Ikke fordi jeg er langsom ved tasterne, men fordi jeg overvejer (næsten) hvert et ord, jeg skriver. Jeg korresponderer med censorer og eksaminatorer som jeg skal have eksamen med i juni måned.
Så jeg skriver. Og sletter. Skriver noget nyt igen. Omformulerer en sætning. Sætter en smiley. Sletter smiley igen. Og så videre. Måske bruger jeg for lang tid på det. Det gør jeg helt sikkert. Men jeg synes også det er vigtigt – en god kommunikation. Jeg skal være seriøs, faglig og professionel. Men jeg vil samtidig gerne være rar, empatisk og have et glimt i øjet. Og i det krydsfelt opstår der nogle konflikter i min skrivning. Er man rar sætter man en smiley – er man seriøs gør man ikke. Men det går godt. Jeg synes, vi har en god tone, og jeg lærer også lidt af, hvordan der bliver skrevet til mig. En eksaminator afslutter sine mails til mig med “De bedste hilsner”, og den afslutning tror jeg, at jeg tager til mig. For den er både rar og seriøs.
Herunder har jeg prøvet at samle et par fornuftige råd til kommunikationen forud for selve eksamen. Det er ikke regler – bare gode råd 🙂
For begge parter
- Sørg for at udveksle mobilnumre. De er rare at have, hvis noget går galt lige inden eksamen (fx togaflysninger, uheld på motorvejen, sygdom…). Det er langt hurtigere at få kontakt den vej, end at skulle via skolens kontor.
- Sæt et billede af dig selv i din mailsignatur. Det er lettere at finde hinanden på lærerværelset, hvis man har set et billede først.
Som eksaminator
- Skriv med det samme en mail til censor og fortæl, hvornår du regner med at have spørgsmålene klar.
- Jeg glemmer det altid, men husk at spørge censor om han/hun vil have spørgsmålene sendt elektronisk eller med almindelig post. Faggrupperne har vist forskellige traditioner, og jeg har ikke et godt overblik. Personligt har jeg altid fået spørgsmålene elektronisk, og jeg kan ikke huske, at jeg er blevet spurgt, om jeg vil have dem tilsendt med post (matematik).
Som censor
- Når du får eksamensspørgsmålene fra eksaminator, så send hurtigt en mail, hvor du kvitterer for modtagelsen og samtidig skriver, hvornår du forventer at være færdig med at læse spørgsmålene (samt tjekke undervisningsbeskrivelse mm.).
- Tænk på eleverne! Selvom underviseren måske har lavet nogle fejl, så skal det ikke komme eleverne til skade.
Comments