Jeg bliver mere og mere begejstret for GeoGebra, og begejstringen blev ikke mindre, da jeg opdagede GeoGebraTube. Jeg skulle få mine 1g’ere til at (gen)forstå betydningen af a og b for lineære funktioner. Derfor lavede jeg et GeoGebra ark med “skydere” til a og b, så eleverne kan “trække” i skyderne og dermed få et visuelt overblik over de to konstanters betydning.

Første problem var at få delt arket med eleverne. Jeg kunne lægge det i dropbox (eller lignende), men det er min erfaring, at computeren ofte har svært ved at genkende filerne, og derfor ikke åbner GeoGebra  Men så faldt jeg over GeoGebraTube. Her kan jeg uploade GeoGebra filer, så de nu er tilgængelige i web-form. Og så behøver jeg kun at dele et link med eleverne. Det er tilmed muligt at embedde filerne, men jeg gør det ikke, fordi min blogger-skabelon er kede af filerne 🙁 . Andre har selvfølgelig lavet noget lignende, så søg lige inden du selv går i gang.

Der VAR selvfølgelig problemer – blandt andet fordi en del elever ikke havde opdateret java. Og Mac’erne havde vist også problemer. Muligvis kan problemet afhjælpes, hvis man i stedet vælger View as HTML5 Applet.

Nå, men ellers gik det fint, og eleverne synes det var godt, og jeg oprettede et rum på TodaysMeet, hvor alle skulle komme med en forklaring til betydningen af a og b. Dét fungerede godt, og på tavlen kunne vi se alle svar og kommentere. Fx svarede alle “a er hældningen”, så i anden runde fik de til opgave at beskrive hvad “hældning” betyder.

Men tilbage til GeoGebraTube for nu har jeg lavet et nyt ark. Det er til min 2g, som så småt er gået i gang med differentialregningen. De har tidligere arbejdet med GeoGebra og skydere, da de skulle se på konstanternes betydning i andengradspolynomier. Dengang bad jeg eleverne om at lave opgaverne, men det tekniske tog ret lang tid, så denne gang vil jeg gerne lave den del af arbejdet for dem. Så jeg har lavet dette til dem (View as HTML5 Applet).

Så håber jeg, de forstår det lidt bedre 🙂

Hvad synes du om indlægget?