Jeg har (igen) spillet kinball med mine elever, og det er altså et fantastisk godt spil. Desværre er det originale udstyr meget dyrt, så vi har kun købt boldene. Da vi ofte spiller udendørs har vi købt udendørs bolde (Ø 102 cm), der er marginalt billigere end indendørsmodellen (Ø 120 cm) – de koster hhv. 1900 og 2000 kr. En gang imellem går blærerne i stykker, og så må vi købe en ny – den koster ca. 400 kr.
Til gengæld har vi ikke købt veste (800 kr. for 12) og pointtavler (ca. 1000 kr. pr. stk.), fordi vi synes, de er urimeligt dyre. Heldigvis har vi veste i forvejen, og så har vi lavet nogle pointtavler med et gammelt ringbind. En god pumpe er også nødvendig, og her kan man (desværre) ikke bruge den, man bruger til fx fodbolde. Der skal en større model til, og den originale koster ca. 1000 kr. Vi har dog fundet ud af at bruge den, vi bruger til vores teamtrack 🙂

Nå, men til spillet. Jeg har fundet nogle gode links på EMU’en, hvor jeg fandt, reglerlidt mere om spillet og
gode træningsøvelser. De er godt nok lavet til grundskolen, men mange af dem kan fint bruges på gymnasialt niveau.

En øvelse med bevægelse:

Desuden fandt jeg på denne træningsøvelse, der skal få eleverne til at bevæge sig mere med bolden, inden de angriber. To hold (á 4 personer) er sammen på en bane med en række kegler, der er opstillet i en cirkel med 5-10 meter mellem keglerne. Hold 1 starter ved en kegle (A) og angriber hold 2. Hold 2 skal modtage bolden og transportere den til kegle B, hvorfra de skal angribe hold 1. Hold 1 griber bolden og skal nu transportere den til kegle C, hvorfra de angriber hold 2 osv.

Variationer:

  • lad dem selv vælge hvilken kegle, de angriber fra (det må bare ikke være den samme som sidst).
  • indfør reglen om at bolden kun må transporteres af max to personer fra holdet.

I selve spillet

Man kan også træne bevægelsen med bold i selve spillet. Her kan man dele banen op i 4 zoner (eller flere), og så skal man altid angribe fra en anden zone end den, hvor man modtog bolden. Den regel giver god bevægelse i spillet.

Hvad synes du om indlægget?