Rosti Margrethe BowlVed festlige lejligheder sker det ofte at der bliver spillet Margretheskål. Konceptet for spillet er at man dyster parvis mod hinanden om at gætte hvad der står på de sedler, der ligger i Margretheskålen. I den festlige version får hver deltager tre sedler og skriver person-navne på sedlerne. I min undervisningsversion laver jeg sedlerne på forhånd, og der står matematiske begreber på sedlerne. Jeg har indtil videre brugt det til repetition i 3g (A-niveau) og som opsamling på deskriptiv statistik (1g).

Sådan foregår det

før timen

  • Lav sedler (20-30 stk) med et fagligt begreb pr. seddel
  • Jeg printer mine med 8 stk. pr. A4-side (A7).
  • Eleverne parres og parrene fordeles i bordgrupper. Bordgrupperne består af 3 par (alternativt 4)
  • Der skal printes et sæt sedler pr. bordgruppe og af praktiske hensyn printer jeg hvert sæt i forskellige farver papir (så er de nemmere at sortere, når jeg har skåret dem ud på skæremaskine).
  • Sedlerne foldes og lægges i en Margretheskål, en hue, en lille papkasse eller lignende.

I timen

  • Eleverne fordeles i par og parrene placeres i bordgrupperne omkring et bord.
  • Reglerne forklares for eleverne
  • Læreren starter en timer (45 sekunder) og det første par starter. De vælger hvem der skal forklare og denne tager en seddel op af Margretheskålen og skal nu uden at sige, hvad der står på sedlen, få makkeren til at gætte, hvad der står på sedlen. Gætter makkeren det beholder man sedlen (som et point) og personen, der forklarer, tager en ny seddel. Det gælder om at få gættet så mange sedler som muligt på 45 sekunder.
  • Man kan godt give op på en seddel. Så lægges den retur i skålen og man tager en ny i stedet.
  • Når tiden er gået går Margretheskålen videre til det næste par.
  • Anden gang et par får skålen byttes roller, så den der gættede før nu skal forklare.
  • Sådan fortsættes der til skålen er tom.
  • Parrene tæller point (antallet af sedler), noterer stillingen og sedlerne foldes sammen og lægges tilbage i skålen

Anden runde

  • Samme fremgangsmåde som før og samme sedler. Men denne gang må man kun sige ét ord pr. seddel.

Tredje runde

  • Samme fremgangsmåde som før og samme sedler. Men denne gang må man ikke tale (eller mime).

 

Her er i øvrigt et link til de sedler, jeg har brugt i til deskriptiv statistik i 1g og 3g (repetition af hele pensum).

Hvad synes du om indlægget?