talmaengdeJeg har lavet en ny version af min Slå først-quiz – denne gang med talmængder som emne. Jeg har lavet et GeoGebra-ark, der genererer tilfældige tal i hhv. N, Z, Q og R. Eleverne dyster (som altid) parvis og har et stykke papir mellem sig, hvor de tegner fire cirka femkronestore cirkler og skriver hhv. N, Z, Q og R i dem. Både brøker og kvadratrødder skal reduceres mest muligt, så nogle af disse vil umiddelbart snyde eleverne og være i N eller Z (fx -8/8 eller kvadratroden af 100 som du kan se på billedet til højre).

Jeg har GeoGebra-arket på SmartBoardet og klikker et nyt tal frem. Den der først slår på den rigtige talmængde får et point. Parrene holder selv styr på stillingen, og undervejs beder jeg nogen af eleverne om at bytte plads, så man dyster mod en ny (fx at dem der er bagud skal finde en ny plads). Har man godt styr på det kan man lave Superliga-Serie 1-modellen, hvor man rykker opad, når man vinder og nedad når man taber. Du kan læse en bedre beskrivelse af konceptet her.

Jeg er ikke helt tilfreds med GeoGebra-arket endnu – fx står tallene placeret forskelligt på siden og så vil jeg gerne justere lidt på fordelingen af de forskellige taltyper. Men det må blive næste år, når jeg formentlig skal bruge det igen 🙂

Hvad synes du om indlægget?