Jeg ELSKER langbold fordi det har så mange gode kvaliteter, som fx rundbold slet ikke har.

Hvorfor er langbold så godt?

  • Alle kan være med – man kan sagtens hente mange point selvom man ikke kan slå langt eller løbe hurtigt.
  • Det kræver ikke meget udstyr. Et bat og en bold er et must, men man kan bruge alverdens ting som kegler.
  • Der er gang i den hele tiden – det bliver aldrig et spil, hvor man kan stå og lurepasse.
  • Man skifter tit inde- og udehold.

Hvordan er det nu reglerne er?

Ja, det spurgte jeg også mig selv om, da jeg efter flere års pause skulle have dem repeteret. Google var ikke min ven, for den fandt kun nogle versioner, der enten var for overfladiske eller havde lavet for meget om på reglerne (efter min mening).

Så her er min version af langboldregler:

 

Det basale

Antal: 2 hold med hver 5-15 personer. Det gør ikke noget at der ikke er lige mange på de to hold.
Redskaber: Tennisbold, boldtræ, kegler, evt. hulahopring. Og så kan man med fordel have en fløjte til dommeren for det kan gå stærkt, når der skiftes hold.
Bane: En græsplæne, ca. 30 m langt og 15 m bredt, kegler markerer for-, bag- og sidelinjer og ca. 1/3 fra formålslinjen sættes ”spærrekegler” på sidelinjerne. Man kan også sætte en kegle ved opgiveren.

Indledning

  • Deltagerne deles i to hold: Udeholdet og indeholdet.
  • Udeholdet fordeler sig i ude i marken.
  • Indeholdet stiller på en række bag forlinjen, i den en ende af spillearealet.
  • Udeholdet vælger en opgiver som stiller sig frontalt mod indeholdet ca. 2 m væk. Opgivertjansen kan med fordel gå på skift.
  • Placer indeholdets kø mindst 3 meter fra formålslinjen og sæt gerne en spærrelinje op, som køen skal blive bagved (ellers kan det være svært at se forskel på løbere og kø)

langboldbane

Slaget

  • Opgiveren kaster bolden i en blød bue i retning mod den første spiller på indeholdet. Opgiveren sigter mod spilleres højre skulder.
    • Opgiveren skal kaste bolden i en lodret i vejret ca. ¼ meter over slåerens hoved i sin højeste position. Slåeren kan dog ønske et højere eller lavere kast.
    • Opgiveren må ikke udvise unfair opførsel i kastet (skrue bolden, finte, sinke spillet, forsætligt kaste dårligt …). I det tilfælde dikterer dommeren et omkast eller i yderste konsekvens tvinger udeholdet til at skifte opgiver.
  • Spilleren fra indeholdet skal med boldtræet forsøge at slå bolden ud i marken. Spilleren har kun ét forsøg til at ramme bolden
    • Man skal forsøge at slå efter bolden. Ellers er spilleren død.
    • Man må ikke slå til bolden i den opadgående kurve.
    • Når man har slået skal battet lægges (ikke kastes) pænt på jorden foran opgiveren. Man kan med fordel lægge en hulahopring foran opgiveren til at lægge battet i efter man har slået. Gør man ikke det er spilleren død.
    • Bolden må ikke forlade banen mellem formålslinjen og spærrekeglen (rød stiplet linje). Gør den det er spilleren død.
    • Ryger bolden ud over sidelinjen før bagmålslinjen skal bolden lande inden for sidelinjerne (grøn stiplet linje). Ellers er den ude og spilleren er død.
    • Bliver bolden grebet, er spilleren død.
  • Når man har forsøgt at slå til bolden er man løber (også selvom man ikke ramte bolden).
    • Løbere stiller sig bag formålslinjen, så de er klar til at løbe.
    • Spilleren må frit placere sig bag formålslinjen så længe spilleren ikke står i vejen for opgiver og den der skal slå.
    • Der er ikke begrænsning på antallet af løbere på et hold. Der skal dog være mindst en til at slå.
    • Der er ikke tvunget løb.

Løbe-fasen

  • Løberen har helle bag formåls- og bagmålslinjen.
  • Løberne må løbe når som helst i forsøg på at komme ned bag bag- eller forlinjen. Under løbet skal løberne undgå at blive stukket (ramt) bolden. Bliver spilleren ramt er han død (udeholdet forsøger at ramme de løbende spillere med bolden).
  • Løberen er død, hvis han/hun løber uden for sidelinjerne.
  • Udeholdet må ikke spærre vejen for løberen (i det tilfælde kan man undlade at dømme en spiller død).
  • Når løberen har løbet fra formål til bagmål og tilbage til formål igen har indeholdet scoret ét point. Også på tilbagevejen skal løberen undgå at blive stukket af udeholdet.

I skifteperioden – en spiller er død

  • Hvis en løber dør, er der skifte og udeholdet skal skynde sig i sikkerhed bag for- eller baglinje.
  • Det nye udehold må skynde sig at få fat i bolden og stikke (ramme) det nye indehold og dermed sikre sig endnu en tur som indehold.
  • Hvis bolden er grebet, skal udeholdet straks lægge bolden på jorden, så det nye udehold har mulighed for at stikke.
  • Sørg for at de der ikke har slået tidligere kommer først i køen.
  • Dem, der ved et skifte har placeret sig ved bagmålet får ikke point når de har løbet til formålet. Der skal en hel tur (frem og tilbage) til at optjene et point.

Taktik

Udfordringen i spillet ligger i en god undvigelsestaktik hvis man spiller på indeholdet. Samt evnen til at “løbe” på det rigtige tidspunkt.

For udeholdet er det at finde en taktik så løberen med stor sandsynlighed kan rammes.

variation

Man kan spille uden bat og i stedet kast bolden ud. Så kan man samtidig spille med en blødere bold, der ikke gør så ondt at blive stukket med.

 

Den printvenlige version af reglerne kan du finde lige her.

 

 

Hvad synes du om indlægget?