Lige om lidt er der skolestart, og mange skal lære nye mennesker at kende. Til det formål er “Find en der…” en perfekt aktivitet. Her får du en beskrivelse og mulighed for at downloade mit Excel-ark, der gør det nemt at organisere aktiviteten.
Navnet “Find en der…” beskriver det ret godt, men rent praktisk udstyrer jeg alle deltagere med en bingoplade med 12 udsagn, og så har de til opgave at finde en, der passer på hvert af udsagnene blandt de øvrige deltagere. Man kan kun bruge en deltager én gang på sin plade, så man skal ud og snakke med mindst 12 forskellige personer undervejs. Man kan være et par stykker sammen om en plade, hvis nogen er utrygge ved at skulle gå rundt og spørge alene.
Jeg har prøvet aktiviteten to gange – begge som arrangør. Det ene var et klassearrangement for forældre, søskende og elever min datters nye 3. klasse, og det var virkelig en fin aktivitet, der aktiverede alle. Og der var tilmed nogen, der blev klogere på deres ægtefælle. Til gengæld var der to udsagn, der ikke passede på nogen af deltagerne. Den anden gang var til et personalearrangement med mange nye ansatte og mange, der ikke fysisk er på samme lokation. Også her fungerede det godt, men her blev det tydeligt at nogen kendte mange godt og vidste, hvem de skulle spørge.
Rent praktisk, så har jeg lavet dette Excel-dokument, hvor jeg på det første ark har indtastet en række udsagn, og disse blandes og fordeles på 10 forskellige bingo-plader på et andet ark. Trykker man F9 blandes udsagnene og der laves 10 nye plader. Det er muligt at markere specifikke udsagn på listen, så de ikke kommer med på pladerne – fx er det næppe relevant at have Kan bakke med trailer, hvis det er folkeskoleelever (der ikke bor på landet 😉). Samtidig er det muligt at tilføje flere udsagn til listen, så man kan gemme og have sin egen bank med udsagn og så bruge de, der er relevante i den konkrete situation.
Der er 2 bingoplader pr. A4-ark, når der printes – det vil sige 5 ark i alt for de 10 plader.
Comments