Deskriptiv statistik er en del af kernepensum, men man har fra starten skulle være en smule kreativ med sine IT-værktøjer, hvis man fx ville lave et boksplot. Tidligere var Jens Runges tilføjelsesprogram til Excel populært, og senest har Nspire vist nok kunne klare en del. 

Balancen i undervisningen er, at eleverne skal lære, hvordan man gør, så de kan forklare det til mundtlig eksamen – men de skal heller ikke bruge for meget tid på det (altså teknikken) til skriftlig eksamen.

Det lykkedes mig at lære eleverne at lave sumkurver i TI Interactive – og så bagefter zoome ind for at aflæse kvartilsæt. Men nu er Interactive ved at være forældet, og på min skole har Nspire (som jeg aldrig rigtig har lært at elske) taget over. Men til min store glæde fandt jeg WordMat, da jeg kom tilbage efter barsel i starten af dette skoleår. Og både mine elever og jeg er begejstrede – så jeg sender al mulig respekt og roser til Mikael Samsøe (Nyborg Gymnasium), der er ophavsmanden. WordMat er rettet mod netop vores praksis, og er derfor i mange henseender langt bedre i brug (specielt i forhold til det skriftlige arbejde) end Nspire. Største ulempe pt. er, at det ikke virker på Mac. Derfor må mine Mac-elever købe Nspire. Men når det kommer til statistik, er der en smutvej.

Til WordMat hører et Excel-ark, som findes under fanebladet WordMat og sektionen Graftegning. Her klikker du på Statistik og vælger det ønskede format.

Dette Excelark kan ud fra observationer (og hyppigheder) meget nemt beregne frekvens, kumuleret frekvens, middeltal og spredning.

Desuden tegner den boksplot, pindediagram/histogram, trappediagram/sumkurve og aflæser kvartilsæt. Desuden er der mulighed for at aflæse valgfrie fraktiler (men ikke den anden vej).

Selve Excel-arket kan gemmes separat og derfor køre uden om WordMat. Derfor burde Mac-brugere (med Excel installeret) kunne gemme dette ark og bruge det separat.

I dokumentet er en række ark, som fx

  • Data: Her kan man indtaste rå data, som automatisk samles og tælles op. 
    • Man kan selv definere intervaller og få optalt hyppighederne. 
    • Data kan ved tryk på en knap overføres til de to nedenstående ark.
  • Ugrup: Bruges til ikke-grupperede observationer. 

    • Tegner boksplot, trappediagram, pindediagram, prikdiagram.
    • Beregner middeltal, spredning og aflæser kvartilsæt.
  • Grup
    Bruges til grupperede observationer. 
    • Tegner boksplot, sumkurve, histogram (som kan håndtere intervaller, der ikke er lige store). 
    • Beregner middeltal, spredning og aflæser kvartilsæt.
    • Kan aflæse vilkårlige kvartiler (og viser aflæsning på sumkurven):
       
  • Der findes også ark for andre statistiske funktioner, men jeg har ikke brugt dem så meget endnu. Hvis andre har gjort det er de velkommen til at dele deres erfaringer.
Bemærk at makroer skal være aktiveret for at arket virker.
Hvad synes du om indlægget?