Afvekslende undervisning afprøvet en fredag eftermiddag i sidste modul med en 2g A-niveau.

Sådan gjorde jeg:

  • Klassen blev delt i hold á 3 personer (fordelt ligeligt efter evner). 
  • Holdende blev tildelt 20 minutters træningstid, hvor de øvede sig på lignende opgaver (kan udelades – virker ikke med en sløv klasse).
  • En fra holdet er holdkaptajn. Denne tjans går på tur og man skifter efter hver opgave. Det skal tydeligt markeres, hvem der er kaptajn, fx vha. en hat (jeg lavede en avishat til hver gruppe).
  • Holdene skal løse en opgave, og de må kun bruge papir og blyant til at løse den.
    Jeg havde booket et nyt lokale, hvor der kun var papir og en blyant pr. person. På den måde kunne de ikke snyde ved at kigge i noter eller andet, som de normalt har ved hånden i klasselokalet.
  • Når et hold har løsningen råber de “Ohøj”, og så skal holdkaptajnen fremvise løsningen ved tavlen uden brug af noter. De øvrige holdkammerater må ikke hjælpe, når holdkaptajnen står ved tavlen.
  • Opgaverne skal kunne løses inden for max. 5 minutter. Gode opgaver kan findes blandt Trips supplerende opgaver – vi brugte opgaverne om integralregning for A-niveau.
  • Hvert hold havde fået udleveret opgaverne på papir og skiftedes så til at vælge den opgave, der skulle løses.

Vi førte faktisk ikke stilling, men eleverne regnede på livet løs. De skyldes måske at opgaverne var så korte, at havde alle en chance for at blive færdige først (og det var spændende fordi nogle grupper nåede at komme på vildspor og skulle tilbage på sporet). Derfor var der en god intensitet i regnefasen, mens fremvisningen ved tavlen blev mere løs og ikke så god, som jeg havde håbet. Desuden tog den første opgave alt for lang tid (10 minutter), så man skal nøje udvælge de opgaver, der kan vælges.

Variationsmuligheder:

  • Giv hvert hold et antal “HJÆLP”-kort, som de kan bruge til at spørge læreren. De har kun et bestemt antal, så de må rationere.
  • Lad grupperne på skift være dommere, som vælger en opgave og tjekker at den vindende gruppe regner rigtigt.
  • Sæt den gruppe, der vælger opgave, under pres. De skal således være først med svaret – ellers mister de point.

Samlet set var det en god måde at træne opgaver uden hjælpemidler, for alle blev grebet af konkurrencen og regnede på livet løs – uanset niveau. Faktisk havde de bedste en tendens til at sløse lidt, fordi de troede sig sikre på, at kunne klare det.

Hvad synes du om indlægget?