Jeg indrømmer det gerne: Jeg er glad for facebook – BÅDE privat og professionelt. Derfor blev jeg ærlig talt noget provokeret af Michael Klos’ blogindlæg “Facebook er ikke relevant i en professionel kontekst”. Jeg var på vej til tasterne, for at skrive et modsvar, men min kollega Eva, har skrevet et modsvar, som jeg er ganske enig i. Og hun skriver så meget bedre end mig, så skynd dig hen på hendes blog og læs!
Men jeg har da alligevel et par ekstra grunde til hvorfor jeg synes, facebook er godt at bruge i (og udenfor) undervisningen:
- Jeg oplever, at jeg får en dialog med elever, som jeg ellers har svært ved at få i tale (fx. introverte som har det bedre med kommunikation på skrift).
- Mine elever hjælper hinanden, når de har problemer med en opgave (fx afleveringsopgaver).
Jeg bidrager også, men her kan du se et eksempel, hvor jeg ikke nåede at være med, fordi eleverne er så hurtige til at svare – sidste svar i denne tråd kommer 12 minutter efter spørgsmålet er stillet.
Det sidste nye…
For tiden bruger jeg facebook til at løse et praktisk problem. I min undervisning bruger jeg ofte gruppearbejde, og især i 1g er der et behov for at blande eleverne på kryds og tværs. Men det tager tid at lave grupper og få eleverne til at samle sig i nye grupper. Derfor har jeg på forhånd inddelt eleverne i grupper og placeret dem tæt ved hinanden i klasseværelset, så de hurtigt kan samles om et “summespørgsmål”. Jeg bruger et Excelark til at blande eleverne i grupper, og lægger så et billede af bordplanen i facebook-gruppen inden timen.
Eksempel på gruppeinddeling (samme farve=samme gruppe) |
Så har eleverne fundet deres pladser (eller er godt i gang med det), når jeg kommer. Det fungerer – de værste bøller/veninder er skilt ad, og grupperne er klar til lynhurtigt at mødes om en opgave eller et diskussionsspørgsmål. Du kan læse mere om, hvordan jeg inddeler grupperne i mit indlæg om netop gruppeinddeling.
Mere om facebook:
Jeg har lavet et facebook-mærke til mine blogindlæg, så du kan se en oversigt over mine indlæg, der (bl.a.) handler om facebook. Og der skal nok komme mere…
Comments