Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst har givet mine elever en videoaflevering, men jeg har brug for at høre mine elever forklare, og det fik de så lov til i en gruppeaflevering om procentregning. Jeg stillede krav til indholdet, længden (max. 6 minutter), at alle i gruppen skal sige noget, ingen oplæsning af manuskript og der skal lyd på – det er ikke nok at skrive.
Eneste efterrefleksion til disse krav (som ikke alle grupper overholdt!) er, at der skal være en minimumsgrænse for videoen. Jeg vil næste gang stille krav om mindst 4 og max 6 minutter.
De praktiske udfordringer kommer, når jeg skal rette. Jeg bad eleverne uploade videoen til youtube, gøre den “skjult” og aflevere linket til mig. Jeg brugte videonot.es til at skrive kommentarer. Det er første gang, jeg har brugt videonot.es og det fungerede fint i retteprocessen. Problemerne kom først bagefter.
På videonot.es indsætter man youtube-linket, ser videoen og kommenterer undervejs. Når man kommenterer markerer videonot.es automatisk tidspunktet i videoen:
Det gav følgende udfordringer
- Jeg kan ikke dele rettelserne med eleverne. Eller det kan jeg godt, fordi rettelserne i videonot.es gemmes i GoogleDrev, men eleverne kan ikke åbne dokumentet. Jeg orkede ikke at undersøge det nærmere
- Den lavpraktisk løsning blev, at jeg gemte et skærmklip af kommentarerne ved hjælp af programmet Klippeværktøj og returnerede det til eleverne. Så må de selv kombinere kommentarer og video. Når jeg ikke bare kopierede teksten fra videonot.es skyldes det, at den kun kopierer kommentarerne, men ikke tidspunkterne.
(herfra kan du springe til det næstsidste punkt herunder, hvis du ikke er Ludus-bruger)
Det blev straks værre, da rettelserne skulle i Ludus:
- Afleveringen var en gruppeaflevering, så det havde jeg fortalt Ludus. Men da nogle af grupperne sendte mig linket via mail eller Ludus-besked, så lå det ikke samme sted.
- Det gav bøvl, fordi de elever, der ikke havde afleveret som en gruppeaflevering i Ludus stod som Ikke afleveret. Og når afleveringen er en gruppeaflevering kan man ikke ændre status for flere, men kun enkeltvis for dem, som ikke har afleveret med en gruppe. L***!
- Og de samme skal også individuelt have uploadet filen med rettelserne!
- Næste gang: Stadig en gruppe aflevering. Men alle grupper afleverer et Word-dokument, hvor linket står i. Desuden skrives linket i kommentarfeltet.
- Når jeg retter indsætter jeg skærmklip af kommentarerne fra videonot.es i Word-dokumentet.
Comments