På min skole kan man først hæve matematik fra C-niveau til B-niveau i 3.g. Det vil sige, at man har C-niveau i 1.g, et års pause i 2g og derefter B-niveau (på valghold) i 3g. Den lange pause er ikke så hensigtsmæssig, men nu kommer reformen og så er det (næsten) slut med C-niveau (vi har kun stx).
Men jeg afslutter et C-niveau nu, og en del af dem vil gerne hæve til B-niveau i 3g. I år har jeg netop dette løftehold og jeg har oplevet, hvor lidt de kan huske fra 1g.
Så nu har jeg lavet et hæfte til mine 1g’ere. Et “Alt det jeg har lært i 1g”-hæfte. Det er deres sidste aflevering at udfylde hæftet. Og så skal de gemme det til 3g, så de der har en oversigt over det, de har lært. Et fint og overskueligt opslagsværk.
Hvad er der i hæftet?
I hæftet har jeg samlet de ordbøger, som eleverne har fået til hvert emne. Og så har jeg skrevet de beviser, som vi har gennemgået i årets løb. Ordbøgerne er (naturligvis) ikke udfyldt, og beviserne er ikke lavet. Det skal eleverne selv gøre som den sidste aflevering i dette skoleår.
Til sidst i hæftet har jeg sakset 1g-stoffet fra det hæfte, Dennis Pipenbring fra Gefion Gymnasium, har lavet om opgaverne uden hjælpemidler på B-niveau. Her er der eksempler på opgavetyper, så dem kan mine elever passende hygge sig med at løse i 2g. Igen tak til Dennis!
Du kan hente hæftet her.
Comments