Jeg var til FIP i idræt i sidste uge – tirsdag i Hvidovre og torsdag i Skanderborg. Jeg var med begge gange, fordi jeg skulle holde oplæg om brugen af OneNote i idrætsundervisningen. Jeg har skrevet en del om OneNote her på bloggen, men jeg har lidt glemt at skrive, at det OGSÅ er ret genialt til idræt. Og det fik jeg heldigvis lov til at fortælle en stor del af FIP-deltagerne på eftermiddagens workshops.
Men udover det, jeg selv vidste i forvejen, blev jeg i forbindelse med kurset og min forberedelse til mit oplæg opmærksom på et par ting, som jeg her vil dele
- QR-koder er smarte: Jeg havde faktisk arkiveret QR-koder i kategorien So last year, men jeg blev på kurset mindet om, at de faktisk er ret smarte, når man skal dele links med elever et sted, hvor det er upraktisk at have computeren med – fx i hallen eller ude på boldbanerne. Til gengæld er det smart, at de på deres mobil kan se fx en kort video kan visualisere en spiløvelse i foldbold eller få vist et snap i flag football. Du kan se et forslag til brug af QR-koder i dette indlæg.
- Pulsmåler-app til telefon: Pulsmåling er relevant, men at indkøbe pulsmålere- og ure er både dyrt i anskaffelse og besværligt at holde styr på efterfølgende. Men nu kan man få gratis apps til telefonen, der kan måle puls via telefonens kamera. Sikkert ikke helt så præcist som en brystrem, men præcist nok til meget på C-niveau.
- Video med forsinkelse: Replay It er en udvidelse til browseren Chrome, hvor man kan optage med webcam og indstille visningen til at være fx. 15 sekunder forsinket, så eleverne kan se deres bevægelser efterfølgende. Jeg har ikke testet den i undervisning endnu, men den er både gratis og ret nem at bruge, så den skal helt sikkert prøves af.
- Microsoft Forms: Forms er Microsofts onlineapp til at lave spørgeskemaer. Forms kan det mest basale indenfor spørgeskemaer, og det er ret smart til at indsamle data i idrætsundervisningen. Det kan fx være pulsmålinger eller testresultater, men også til mere administrative opgaver som fx ønsker til næste forløb. Bruger man Office 365, så logger eleverne på for at besvare spørgsmålene, og man behøver derfor ikke tænke på besvær med at elever bruger kælenavne, hinandens navne eller kun skriver fornavn, selvom der er flere med samme navn. Microsoft Forms er relativt nemt at gå til, og man kan hente svarene samlet i et Excel-ark, hvor man nemt kan sortere data. Man kan selvfølgelig også bruge Google Forms, hvis man er Google-skole.Og det er i øvrigt supernemt at lave en QR-kode til sin Form. Tryk Del (øverst til højre) og klik derefter på ikonet med firkanter (ved den nederste røde pil på billedet)
Comments