Som tiden går savner eleverne hinanden og fællesskabet mere og mere. Derfor har jeg øget mit fokus på at få listet lidt af det uformelle ind i den virtuelle undervisning. Jeg har allerede skrevet om liveafstemninger i Team-møder, så eleverne kan aktiveres i mødechatten, og i sidste uge afprøvede jeg GIF-fraværsregistrering samme sted. Første gang var det i starten af modulet med opgaven Beskriv dit onsdags-humør med en GIF, og det var virkelig hyggeligt lige at få sådan en status-rapport fra eleverne. Anden gang var sidste modul fredag og som afslutning på modulet lød opgaven Beskriv dit fredagshumør med en GIF. Det så fx sådan ud
I denne uge prioriterede jeg at lave en lang “fraværsregistrering” først i modulet, hvor jeg i tilfældig rækkefølge “råbte” eleverne op og vekslede et par ord med dem, mens resten af klassen lyttede med. Det er min oplevelse, at den ekstra tid det tog var givet godt ud i forhold til eleverne, og det vil jeg helt sikkert gøre igen. Måske ikke hver gang, men jeg vil gøre mig umage for at tale med alle elever hver gang – enten med det udvidede navneopråb i plenum eller ved at nå rundt til alle grupper i gruppearbejde og give plads til lidt (ikke-faglig) small-talk.
Så hermed en opfordring til at give plads til og få sat rammerne for uformel snak med og mellem eleverne. Det har de (også) brug for!
Comments