I sidste uge skrev jeg om elevernes trivsel og det emne er ikke blevet mindre aktuelt nu hvor det står klart, at de ikke kommer tilbage før august. Fro 1g’erne betyder det, at de når de kommer tilbage har været væk fra deres klassekammerater i 5 måneder – det er altså længere tid end de har gået i deres studieretningsklasse. Men det bekræfter mig i, at det stadig er vigtigt at give plads til det uformelle, som jeg gjorde i forrige uge med GIF’er. I den forgangne uge prøvede jeg to andre ideer af – den udvidede fraværsregistrering og individuelt gruppearbejde.
Udvidet fraværsregistrering
Jeg prioriterede at bruge ekstra tid på fraværsregistreringen i ugens første modul. Jeg “råbte” eleverne op i tilfældig rækkefølge og snakkede kort og uformelt med hver enkelt elev – mens de andre hørte på. Der jokede jeg med eleven, der havde en reol med spiritus bag sig på værelset og da jeg kommenterede at en elev tydeligvis lå i sengen fortalte han, at det er fordi, han netop havde fået opereret sit knæ og viste sin knæskinne frem som bevis (ikke at jeg havde bedt om det). I øvrigt tankevækkende at han pga. den nuværende situation stadig kunne være med i undervisningen selvom han var sengeliggende. Det må jeg huske, næste gang en elev havner i en lignende situation. Det tog et kvarter (de er kun 20 i klassen), men jeg synes bestemt den tid var givet godt ud. Eleverne vil muligvis synes, det er træls hvis alle dagens moduler starter med det, men måske skal jeg sammen med klassens lærere organisere, at vi gør det på skift.
Individuelt gruppearbejde
I ugens andet modul skulle eleverne arbejde selv med ugens aflevering og det syntes jeg ved nærmere eftertanke var ret tamt. Altså at samles med alle eleverne for blot at sige “Nu skal I arbejde selv”, for de savner jo hinanden. Derfor fandt jeg på en anden ide: Individuelt gruppearbejde. Jeg inddelte eleverne i grupper á 4 personer og gav dem hver sin kanal. Her var kravet at de skulle starte et møde, hvor alle skulle have webkamera og mikrofon tændt, men at de skulle arbejde individuelt. Havde de brug for at spørge om hjælp, så havde tre klassekammerater, de kunne spørge. Var der ikke hjælp at hente i gruppen, kunne de kalde på mig. Og det fungerede faktisk rigtig godt. Eleverne var – selvom de arbejde alene – ikke alene. Og om ikke andet var der lidt støj fra andre mennesker, og der var en hyggelig lyd af museklik, når jeg kiggede forbi gruppernes møder. Og da jeg i slutningen af modulet evaluerede de virtuelle arbejdsformer fik netop denne form ros af mange.
Så jeg har fået to nye elementer i min virtuelle undervisning, som jeg helt sikkert vil bruge igen.
Comments