Tilbage i 90’erne var jeg hvert år på DBU’s fodboldskoler og et af de faste begivenheder var Snickers Cup onsdag eftermiddag. Her spillede vi tunering på tværs af holdene og til sidst fik alle en Snickers.
Konceptet er, at man spiller 5 runder og på et antal baner, hvor hold A spiller mod B, C spiller mod D og så videre. Hver spiller får fra start fem bogstaver skrevet på sin arm, som svarer til de hold spilleren skal spille på i hver af de 5 runder, og så spiller man på nye hold med nye med- og modspillere hver gang. Da jeg blev gammel nok til at være træner på fodboldskole fik jeg udleveret lister med bogstavkombinationer, men desværre har jeg ikke gemt dem.
For konceptet er godt, og jeg bruger det ofte til intro-aktiviteter i starten af grundforløbet og studieretningsforløbet. Fx til et klassearrangement, hvor eleverne skulle spille brætspil. Seneste klasse var 28 elever, så det passede med 7 spil-stationer med hver 4 elever. Vi lod dem “kun” spillede 5 runder, så der var to spil-stationer, de ikke nåede. Men det var ikke det, der var vigtigt, så det gjorde ikke noget. Jeg fik fordelt og blandet eleverne i et Excel-ark og vha. brevfletning i Word fik jeg lavet et ark med etiketter, så eleverne kunne få en etiket med deres stationer. Se eksempel på billedet nederst til højre.
Du må hjertens gerne få mit etiket-ark (pdf) og mit Excel-ark. Etiketterne er af typen Avery L7180 som passer til de etiketter fra Lyreco, som min skole plejer at købe ind.
Og sidder der nogen derude, der kan lave et smart Excel-ark, der kan generere sådan et ark, hvis man angiver antal elever og stationer, så sig endelig til. Mine kodningsevner er (pt.) ikke gode nok til at udtænke en smart løsning.
Comments