På mit gymnasium er alle elever tilbage i skole, og den virtuelle undervisning er – næsten – er fortid. Men vi tager helt sikkert noget med os fra den virtuelle undervisning, og jeg har allerede opdaget noget, som i første omgang overraskede mig.
Da jeg skulle have mine 3g’ere efter de var kommet tilbage på skolen planlagde jeg – som så mange gange før – gruppearbejde. Grupperne havde jeg skrevet i OneNote og vist på tavlen, så eleverne kunne se, hvem de skulle være i gruppe med. Efter kort tid spurgte en gruppe mig, hvilken kanal (i Teams) der var deres. Under den virtuelle undervisning nummererede jeg altid grupperne, så de vidste i hvilken kanal, de skulle mødes, men det havde jeg ikke skænket en tanke nu, hvor vi var tilbage på skolen. Men (nogle af) eleverne ville stadig bruge gruppekanalen – ikke til at holde et virtuelt møde, men til at dele filer. Og selvom det ikke var alle grupper, der efterspurgte det, blev jeg glad for at nogen af dem gjorde. For det ER jo smart at kunne dele filer i en gruppekanal, selvom de selvfølgelig også kan bruge chatten. Fordelen ved at bruge kanalen er, at det for eleverne er samlet efter fag, hvor det i chatten kan blive blandet sammen, hvis de er sammen med de samme i et andet fag (pt. er det desværre ikke muligt at lave mere end én chat med de samme personer). Ulempen er så, at de andre i klassen kan se med i det, de deler i kanalen.
Men jeg blev også glad fordi det er fedt, at (en del af) eleverne nu bruger Teams til at dele filer. Tidligere har eleverne primært brugt Messenger, og der er mange blevet forstyrret af andre notifikationer, når de åbnede Facebook. Men nu har eleverne et alternativ, der fungerer let og brugervenligt, og som de alligevel er på.
I øvrigt har mine elever fundet ud af, at jeg svarer hurtigst, hvis de skriver på Teams, og de bruger det ofte til at tilkalde mig, hvis de er spredt over et større område på skolen og gerne vil have mig til at komme. Og når jeg skal kalde eleverne tilbage til klasselokalet tagger jeg holdet i Teams – ligesom jeg gjorde i den virtuelle undervisning, når jeg ville have dem fra gruppemøder og tilbage til fællesmøde (som jeg skrev om i dette indlæg).
Comments