Når jeg har C-niveau-hold, er det ofte en kamp at få de (mange) elever, der ikke er så motiverede, til at være aktive i undervisningen. Derfor prøver jeg at holde fokus på eksamen, for det kan eleverne forholde sig til.
På C-niveau er der kun mundtlig eksamen (stx), og derfor kan det være en god ide at træne eleverne i at tale om matematik.
Det kan være en god ide at starte i det små med korte videoer af få minutters varighed. Giv eleverne et kort emne, som de skal forklare.
Spørgsmålene kan sagtens differentieres, så de dygtige elever tager et sværere spørgsmål end de svageste elever. Eventuelt kan de bedste elever selv finde på spørgsmål/opgaver.
- Hvad kendetegner et serielån/annuitetslån (lydfil)?
- Hvordan omregner man fra procent til decimaltal (video/skærmoptagelse)?
- Hvordan isolerer man r i kapitalfremskrivningsformlen (video/skærmoptagelse) ?
- Forklar hvordan indekstal kan bruges til at sammenligne (video/skærmoptagelse) .
- Regn en opgave om procentregning/kapitalfremskrivning/indekstal fra bogen (video/skærmoptagelse).
Hvordan gør man rent teknisk?
Man kan optage både video og lyd med elevens mobiltelefon.
Ellers kan man bruge screencast-o-matic.com, som er en gratis online skærmoptager. Her kan du nemt vælge et område af skærmen, du vil optage, og derefter kan du gemme videofilen på din computer eller uploade den direkte til youtube.
Vil du optage lyd, så er audioboo.fm en god, online lydoptager. Desuden er der en simpel lydoptager på Windows-computere.
Comments